Samarbejdspartnere

Grundlaget for Den Kulturelle Rygsæk er bl.a. samarbejde og partnerskaber med forskellige kunst- og kulturinstitutioner.

Gennem mange forskellige samarbejder mellem lærere, pædagoger, museumsformidlere, musikskolelærere, bibliotekarer og mange andre forskellige kulturskabere og kulturformidlere skabes rammerne for disse udfoldelsesmuligheder.

Vallensbæk kommune og ARKEN Museum for Samtidskunst har siden 2019 indgået en Partnerskabsaftale, der sætter rammen for samarbejder mellem børnehaver, skoler og ARKEN Museum for Samtidskunst.

Formålet med partnerskabet er, at børn og unge bliver præsenteret for kunstens verden og mange forskellige udtryksformer i et åbent og undersøgende læringsrum. Børnene og de unges kreative kompetencer bliver sat i højsædet og giver nye oplevelser og måder at lære på, når de eksperimenterer i kreative processer og sætter nye ord på kunsten og verden.

Gennem tætte samarbejder skabes gensidige læreprocesser, der sætter børn og unges kreative kompetencer i højsædet og styrker både museumsundervisernes, pædagogernes og lærernes kompetencer. 

ARKEN - Museum for Samtidskunst

 Vallensbæk Kommune er Alliancepartner med Children Need Arts, som du kan læse mere om her: www.childrenneedarts.dk

 

Professionelle skolekoncerter til ører i alle aldre.

Vallensbæk kommunes fire folkeskoler samarbejder med organisationen Levende Musik i Skolen (LMS).

Levende Musik i Skolen formidler professionelle skolekoncerter til alle årgange i folkeskolen, så alle elever hvert skoleår oplever en skolekoncert med professionelle musikere og vidt forskellige musikgenrer.

Skolekoncerterne er altid målrettet enten indskoling, mellemtrin eller udskoling. Levende Musik i Skolen garanterer, at musikerne har et højt, professionelt niveau og har fået sparring fra en erfaren producent, der er uddannet inden for både musik og undervisning og derfor kan hjælpe gruppen med at optimere deres optræden for børnene i de specifikke aldersgrupper.

Udover kvalitetssikrede koncerter leverer LMS også et undervisningsmateriale, der knytter sig til koncerten og er tilpasset trinmålene for de pågældende klassetrin. Undervisningsmaterialet sikrer, at eleverne er godt rustet til koncerten, og at de både får en kunstnerisk og faglig oplevelse. Koncerterne bliver på den måde en anderledes indfaldsvinkel til konkret læring og kan være med til at inspirere lærerne og hæve det faglige niveau i musikundervisningen.

I samarbejdet med Levende Musik i Skolen har folkeskolerne også startet et KulturCrew på hver skole. Med KulturCrew bliver eleverne bragt på banen, når der forberedes og afvikles arrangementer på skolen. Et KulturCrew består af 8-12 udvalgte elever, som i samarbejde med en af skolens lærere står for både forberedelse og afvikling af arrangementer. Eleverne præsenterer blandt andet bandet på scenen, de hjælper med at bære gear ind og gøre klar til koncerten, og de sørger for, at bandet har det, de har brug for.

Elevinddragelse, ansvar, samarbejde og sjov er nogle af nøgleordene for KulturCrew. ”Det handler om at bringe eleverne på banen og give dem nogle færdigheder, de forhåbentlig kan bruge i voksenlivet i alle mulige sammenhænge, hvor man skal arrangere noget. Eleverne får mod på at stille sig op foran en stor flok mennesker og formidle noget kultur. Det er ikke let for alle,” forklarer Kevin Alexander Wang, der er kontaktlærer for KulturCrew på Pilehaveskolen.

Læs mere om Levende Musik i Skolen her.

Siden 2014 har folkeskolerne og Musikskolen i Vallensbæk hvert skoleår indgået en partnerskabsaftale for, at vi i fællesskab kan opbygge attraktive musikmiljøer i kommunen og medvirke til udviklingen af den musikfaglige læring til børn og unge. Dette partnerskab er opstået i forlængelse af hensigterne fra den kommunalt vedtagne musikalske fødekædestrategi i 2012.

Indholdselementerne i partnerskabsaftalen er flg.:

  • 0. klasserne: Musik og bevægelse
  • 2. klasserne: Blokfløjteforløb med fælles blokfløjtedag
  • 3. klasserne: Musikskolebesøg for alle 3.klasser
  • 3. klasserne: Obligatorisk kor som del af dansk undervisning for alle 3.klasser
  • 4. klasserne: Korforløb med tre fælles kordage
  • Luciakor ved arrangementet ”Jul i Vallensbæk”
  • SKOMUS-udvalg: Samarbejdsudvalg mellem tovholder fra hver skole, musikskole og musikfagkonsulent
  • MusiklærerNetværk for musikunderviserne ved folkeskolerne i Vallensbæk
  • Musikforløb for gruppeordning ved Vallensbæk skole
  • Musikforløb for 10.klasse
  • Kirkebækskolen som del af de musikalske fællesskaber

Musikmiljøerne skal:

  • Sikre et inspirerende og kreativt musikalsk miljø for elever, medarbejdere og beboere i lokalområdet
  • Gøre musikskolen til en aktiv del af partnerskabsskolen og lokalområdet
  • Give elever mulighed for at indgå i musikalske fællesskaber
  • Styrke teamsamarbejde, den pædagogiske og musikfaglige udvikling mellem skolelærere, pædagoger og musikskolelærere.

Læs mere om Vallensbæk Musikskole her.